Hud - Introduktion
Hud er det der ligger mellem det indre og det ydre.
Hud er det vi møder verden med.
Hud er det vi ånder igennem, tid og forgængelighed.
Hud berører og beskytter.
Hud er sanseligt, stærkt og sårbart.


Huden åbner sig som landskabets overflader, hudens folder og bevægelser viser, hvor vi er i livet lige nu.
Huden spejler vores liv, giver os karakter, og selv om vi prøver at gøre den yngre, blødere og glattere, så vil den hele tiden forandre sig. Den kan skifte farve, blive grovere, få sprækker og dybder. Idealet om, hvordan huden bør se ud, bliver udfordret af kroppens egne processer.

Menneskets hud er i denne udstilling inspirationskilden, og gennem fotografiske forstårrelser bliver bl.a. en 90-årig kvindes håndryg og et ungt menneskes fod udtrykt på store tredimensionelle tekstilbilledflader.

Hensigten er at gøre tekstilet levende, at få det til at ånde og fortælle en historie. I det endelige udtryk og gennem en bevægelig belysning varierer værkerne fra et underspillet fotografisk udtryk til mere mønstrede relieffer. Grænsen mellem stof og hud udfordres, og modtageren pirres til at røre og sanse.

Værkerne har været udstillet i Århus Kunstbygning
(9. oktober - 9. november 2004).

FOTO: Stig Rune Jakobsen